Importør: VW-fusk også sandsynlig herhjemme

To amerikanere har nu valgt at lægge sag an mod den tyske bilgigant Volkswagen, efter det er kommet frem, at de har installeret software i 11 millioner biler for at snyde i miljømålinger, skriver engelske Sky News.
Skrevet af Karsten Sommer
23. september 2015 10:59

Amerikanernes advokat, Robert Clifford, siger, at hans klienter ikke ville have købt deres VW-biler, hvis de vidste, at bilerne ikke er så miljøvenlige som lovet, og han påpeger, at bilerne må formodes at falde i værdi i kølvandet på skandalen.

Også her i Grønland er der solgt mange dieseldrevne Volkswagen, og importøren af VW her i landet, Nuuks Auto, bekræfter overfor KNR at der sandsynligvis også kører biler med den manipulerede software rundt her i landet.

- Men vi ved intet konkret endnu, siger direktør Jimmy Holm Jensen fra Nuuk Auto.

- Vi afventer mere information fra vores leverandør i Danmark. Men hvis der kommer påbud om at ændre softwaren, så vil vi naturligvis gøre det, siger Jimmy Holm Jensen til KNR.

Det amerikanske miljøagentur, EPA, truer med at idømme Volkswagen en bøde på over 100 milliarder kroner.

Og Volkswagens aktier faldt i går med 15,3 procent på den tyske børs efter en mandag, hvor den store aktienedtur startede efter beskyldninger i USA om svindel.