Immanuelsen ønsker flere medbyggerhuse

Jens Immanuelsen, der er medlem af Inatsisartut for Siumut, har sendt et par § 37 spørgsmål af sted i retningen mod naalakkersuisoq for boliger Siverth K. Heilmann. De drejer sig om medbyggerhusene, hvis antal har været faldende i de senere år.
Skrevet af Peter Troelsen
14. januar 2014 09:24

Jens Immanuelsen vil vide hvilke typer af medbyggerhuse der gives mulighed for i byerne og bygderne i yderdistrikterne. Han nævner tre Illorput huse, henholdsvis type 69, type 2000 og type 2100. Desuden ønsker spørgeren mere viden om Naalakkersuisut ønsker at bibeholde reglen om at byggerne skal betale 10 % af husets værdi, uanset indkomst.

- Jeg vil gerne vide hvilken type medbyggerhuse, der er mulighed for at lave i yderdistrikterne. Siden kravet om at betale 10 % af husets værdi for medbyggerhuse i bygder og yderdistrikterne blev gældende tilbage i 2007, er antallet af medbyggerhuse faldet.  Jeg vil gerne vide, om der bliver gjort noget ved det, da jeg mener, at der skal handles for at forhindre flere boligsøgende,skriver Immanuelsen i forbindelse med afsendelsen af spørgsmålene.