IMAK: Selvstyret lever ikke op til aftalen

Bestyrelsen for lærerforeningen IMAK retter i et åbent brev anklager mod Naalakkersuisut for ikke at leve op til indgåede aftaler. IMAK undrer sig, og føler at Selvstyret igen lægger op til konfrontation med lærerne i stedet for samarbejde.
Skrevet af Karsten Sommer
10. juli 2012 07:16

Det handler om den aftale som i april i år blev underskrevet mellem Selvstyret og IMAK, som afslutning på overenskomstforhandlingerne.

Her bad Selvstyret selv om at få indføjet et afsnit om at parterne var enige om, at ledelsen i folkeskolen skulle styrkes, og at der i den forbindelse skulle nedsættes en arbejdsgruppe, som skulle analysere området og komme med forslag til forbedringer.

Men mindre end en måned efter, at Naalakkersuisut formelt har godkendt forhandlingsresultatet, og inden en arbejdsgruppe overhovedet er nedsat, udsender Departementet for Uddannelse og Forskning et forslag til en folkeskolelov i høring.

Et lovforslag, der vel og mærke netop drejer sig om de forhold, som den pågældende arbejdsgruppe skulle analysere.

- IMAK skal derfor kraftigt opfordre Naalakkersuisut til nu at stoppe høringsprocessen, få nedsat arbejdsgruppen og få foretaget de nødvendige analyser, som det blev aftalt under forhandlingerne.

Alt andet vil være et slag mod demokratiet og indgåede aftaler, påpeger lærerne i deres åbne brev.