Ilulissat vil bygge multihal

Qaasuitsup Kommunia planlægger at bygge en multihal til 53 millioner i Ilulissat.
Skrevet af mlk
08. januar 2010 12:58

Fodbold på kunstgræs, håndbold, tennis, badminton, atletik, koncerter - alt sammen under et tag. Sådan lyder drømmen i Ilulissat, hvor kommunen vil opføre en multihal.

Indtil videre har kommunalbestyrelsen afsat 1 million kroner til projektering af en 4640 kvadratmeter stor hal med plads til 1300 tilskuere. Og kommunen har også fået udført et skitseprojekt, som viser, hvordan mulithallen kan komme til at se ud.

- Først og fremmest er visionen at få en overdækket kunstgræsbane at spille fodbol på, men hallen skal kunne bruges til mange andre sportgrene også, forklarer stabsdirektør Henrik Rafn fra Qaasuitsup Kommunia.

Det er meningen, at banens belægning i hallen skal kunne skiftes ud, alt efter hvilken sportsgren, der skal dyrkes.

Multihallen skal aflaste den meget pressede Ilulissat Hal, så der bliver bedre tid til idræt i dagtimerne, eksempelvis for ældre og byens institutioner, forklarer Henrik Rafn.

Projektet er budgetteret til 53,5 millioner kroner. Penge, som kommunen ikke kan rejse alene, men som blandt andet skal hentes fra fonde.

Efter planen skal multihallen ligge mellem Qoorosuup Aqqutaa og Seersuit Aqqutaa.

Multihallen Inuussivik i Nuuk kostede 46 millioner kroner.