Ilulissat stormer frem - resten af landet savner turister

Sommerferien står for døren, men er der så turister på vej til landet? I går kom det frem, at det går skidt med turismen i Sydgrønland. I Nuuk har der ligeledes været problemer, men nu der er - endelig - flere turister på vej, lyder det fra Nuuk Tourism. I Ilulissat er de omvendt på vej mod rekord-år.
Skrevet af Rune Langhoff
01. juli 2011 16:30

- Som udgangspunkt har vi haft en lidt sløv forsæson; der har ikke været så mange gæster som sidste år. Til gengæld er der kommet lidt gang i hjulene her i den sidste uge, siger Jon Krogh, der er konstitueret direktør i Nuuk Tourism.

De turister, der dog er dukket op, har samtidig ikke været specielt købelystne.

Folk er mere tilbageholdne og bruger nok mere private ordninger, når det kommer til bådsejlads. De har været lidt forsigtige. Men nedgangen har nok også haft noget at gøre med det dårlige vejr - det er lidt svært at sælge bådture, når det blæser og det pisker ned med regn, siger han.  

Hvad angår krydstogtsskibene, der bringer en stor del af turisterne til hovedstaden, slår finanskrisen for et par år tilbage også igennem nu.

- Vi er helt klart blevet udfordret af, at krydstogtskibene bliver chartret to år i forvejen. Det vil sige vi nu bliver ramt af krisen i 2008 og 2009.

Det betyder, at antallet af skibe, der ligger til i Nuuk, er faldet fra 33 til 18, tæt på en halvering. Til gengæld er der flere turister ombord på de skibe, der rent faktisk ankommer, så faldet i krydstogtturister bliver kun på 2000.

Flere turister kommer der til gengæld til Ilulissat, hvor de kan være på vej mod et rekordår.

- Folk fra hotellerne og turistkontorerne her i byen melder, at det kører som forventet. Sæsonen tegner til at sætte rekord igen og bedre end de forrige år, siger Konrad Seblon, turismeudviklingschef i Destination Avaanaa.

Men hvad er det så de gør så godt i Ilulissat?

- Jeg tror ikke, de gør noget forkert i de andre regionen. Jeg synes, de gør et godt stykke arbejde i både syd og midt. Isfjorden hjælper os meget her, og så har vi i de sidste mange år været gode til at have et godt modtageapparat til turister.

Og det kunne man lære noget af i Nuuk, siger Jon Krogh fra Nuuk Tourism, der opfordrer handelslivet i Nuuk til at være klar til turisterne - for eksempel ved at holde åbnet om søndagen.

- Det kunne være rigtig rart, hvis resten af byen vågner op til kamp, så gæsterne har et indtryk af, at vi er på, når de kommer. Jo mere der sker i byen, jo bedre.