Ilulissat er på anerkendt liste over bedste rejsedestinationer

Grønland er igen på Time Magazines liste over de 50 bedste steder at rejse til.
Ilulissat er blandt de 50 bedste steder at besøge i verden ifølge magasinet Time. Foto © : Christine Hyldal/KNR
13. juli 2022 06:02

Storslået natur, der vidner om en verden i forandring. Det er én af grundene til, at det prestigefyldte amerikanske magasin Time Magazine anbefaler sine læsere at rejse til Ilulissat.

Den nordgrønlandske by er nemlig havnet på magasinets liste over verdens bedste steder at rejse til. Og klimaforandringer er en af årsagerne. 

- Håbet er, at turisterne vil rejse hjem med en dybere forståelse for, hvordan og hvorfor dette fjerntliggende vildnis er vitalt for planetens overlevelse, skriver Time Magazine i sin beskrivelse af byen.

Uddrag af Time Magazine liste over topdestinationer:

 

- Park City, Utah

 

- Galapagos Øerne

 

- Seoul

 

- Great Barrier Reef, Australia

 

- Doha, Qatar

 

- Nairobi

 

- Miami

 

- Skellefteå, Sverige

 

- København

 

- Marseilles

Listen inkluderer 50 destinationer. Se hele listen her. 

Borgmester er glad

Borgmester i Avannaata Kommunia, løsgænger Palle Jerimiassen, er glad og stolt over, at hans by er på listen. 

- Det har en stor betydning. Jeg er meget glad og stolt over det. Jeg er stolt over, at vi blev placeret blandt de 50, siger han. 

Han mener, at det kan komme til at have stor betydning for Ilulissat. 

- De steder, der er på listen, oplever en hurtig stigning i forhold til interesse og turisme. Vi er i forvejen kendt, men nu bliver vi endnu mere kendt, og interessen bliver større. Derfor får vi muligheden for at udvikle vores turismeerhverv endnu mere, siger Palle Jerimiassen.

LÆS OGSÅ Stort amerikansk nyhedsmedie retter opmærksomhed mod Nuuk

Time Magazine anerkender især Isfjordcenteret, som åbnede sidste år og har udsigt til et område på UNESCOs verdensarvsliste. 

De beskriver et af centerets udstillinger, og roser det arkitektoniske design.

- Jeg mener, at det her er en anerkendelse af vores turistoperatører. Det, de tilbyder, bliver fundet interessant, og derfor er vi kommet med på listen, siger Palle Jeremiassen.

Det er ikke første gang, at en grønlandsk by er at finde på magasinets liste. Sidste år var det Nuuk, der løb med magasinets opmærksomhed.