Ilulissat Climate Days afholdes i Ilulissat

Ilulissat bliver i dagene den 4. og 5. juni værtsby for en stor international konference - Ilulissat Climate Days - om klimaforandringernes påvirkning af Arktis.
Foto © : KNR/Dorthe Petersen
Skrevet af Karsten Sommer
29. maj 2015 07:17

Med på konferencen er 180 forskere fra 15 lande, og de skal diskutere den fortsatte afsmeltning af indlandsisem og tilbagetrækningen af havis ved Grønland

Ilulissat Climate Days 2015, der afvikles i Ilulissat Hallen, arrangeres af DTU Space i samarbejde med Grønlands Klimacenter, Islands Meteorologiske Institut og en række danske forskningsinstitutioner.  Og konferencen støttes af både det europæiske rumagentur, den amerikanske rumfartsorganisation og Nordisk Ministerråd.

Konferencen indledes med et åbent arrangement i Ilulissat Hallen, tirsdag den 2. juni klokken 16-19, hvor alle interesserede borgere er inviteret. Her vil minister for natur og miljø samt justitsområdet Mala Høy Kúko byde velkommen, og der vil være indlæg fra bl.a. departementschef for Departement for Råstoffer Jørgen Hammeken-Holm. Arrangementet foregår på engelsk, og der planlægges tolkning til grønlandsk.