VIDEO Unge finder inspiration ved uddannelsesmesse

Hvad skal du være, når du bliver stor? Det spørgsmål forsøger en uddannelsesmesse i Sisimiut at hjælpe de unge mennesker med at få svar på.
Skrevet af Camilla Dam, Jonna Lynge
12. november 2014 12:15

Grønlandsbanken, Air Greenland og 22 andre virksomheder mødte op på den årligt tilbagevendende messe, som inspirerer mange af dem, der mødte op.

- Jeg har fået nye informationer om, hvilke muligheder der er for at videreuddanne sig.

- Jeg synes, sygeplejerskeuddannelsen eller andet inden for sundhedsvæsenet kunne være spændende, siger Nikkia Grønvold til KNR.

- Jeg har fundet ud af, hvad styrmænd laver og noget omkring terminalarbejdere, som jeg en gang har villet være, fortæller Malik Lyberth.

Messen er ikke kun interessant for de studerende, de deltagende virksomheder har også stor glæde af den.

- Vi er glade for at komme i ordentlig dialog med de studerende. Det er rigtig dejligt.

- Ved at synliggøre Royal Arctic Line, så det ikke blot er et navn, men en virksomhed fyldt med skibe og masser af stillinger, så vil vi gerne have mange, dygtige studerende til at søge, siger Line Poulsen, som er uddannelseskoordinator i virksomheden.