Ilimanaq projektet forsinket

Ilimanaq projektet er mindst et år forsinket. Det fremgik under borgermødet i Ilimanaq i går, da Qaasuitsup Kommunia, Realdania Byg, World of Greenland, Greenland Travel fremlagde status for planerne i Ilimanaq-projektet.
12. februar 2014 13:09

Men hvis alle parter i trepartsaftalen lever op til deres forpligtigelser, så kan restaureringerne af to historiske bygninger og opførelsen af blandt andet 15 moderne turisthytter gå i gang i foråret 2015.

- Høringsfristen for lokalplanen i Ilimanaq sluttede i går. Nu begynder bearbejdningen af høringssvarene i Teknisk forvaltning og vil blive fremlagt overfor kommunalbestyrelsen. Og jeg forventer, at dette vil ske den 26. marts, siger formanden for udvalget for erhverv, råstof og turismeområdet i Qaasuitsup Kommunia, Palle Jeremiassen.

Og netop derfor kan byggeprocessen endnu ikke påbegyndes, da en af parterne i trepartsaftalen, World of Greenland, endnu ikke har fået arealtildeling for byggegrundene for de 15 moderne hytter, som turistoperatøren vil opføre i henhold til trepartsaftalen mellem kommunen, Realdania Byg og World of Greenland:

- Og vi regner selvfølgelig med, at den aftale går igennem. At man får sin arealtildeling og kan bygge de hytter, de steder hvor man gerne vil. Så er det spørgsmålet, om vi går i jorden med projektet allerede i år. Det tror jeg ikke vi når. Det bliver nok til næste år. Fordi vi andre skal jo også blive færdige med vores byggeprogram. Det er vi selvfølgelig startet på. Men det skal ned i detaljen osv. Der skal laves aftaler med håndværkere og med rådgivere osv. Det kommer vi nok til at bruge efteråret også går vi rigtig i gang med selve projektet på byggepladser i foråret 2015, siger Frands Frantsen, der er projektleder for Ilimanaq-projektet fra Realdania Byg.

Så hvis alt går som parterne er blevet enige om, så får bygden Ilimanaq en stor økonomisk indsprøjtning. For samlet set vil projektet nærme sig 40 millioner kroner, og hver part vil bruge nogenlunde samme beløb.

- Når høringen af lokalplanen bliver fremlagt for kommunalbestyrelsen, så bliver også kommunens økonomiske andele i projektet også fremlagt for kommunalbestyrelsen, siger Palle Jeremiassen, og fortsætter:

- Vi er derfor nået til et spændende punkt i processen. Vi er nemlig nået frem til det punkt, hvor vi kan overgå til byggeprocessen, siger Palle Jeremiassen.

Så uden tvivl bliver den 26. marts en vigtig dato for Ilimanaq-projektet:

- Altså, det er jo en meget vigtigt dato den der, fordi der ved vi om World of Greenland har fået deres arealtildelinger på hytterne. Det er jo en væsentlig ting, at det er med fordi så har vi sådan set ingen aftale. Så det er meget vigtigt, siger Frands Frantsen.

Omkring 25 forventningsfulde borgere i Ilimanaq mødte op til borgermødet i går. Hvis byggeprocessen ikke bliver yderligere forsinket, så regner parterne i Ilimanaq-projektet, at hele projektet kan stå færdigt i maj 2017.