Ili Ili bakker op om kollegiereform

De akademiske studerendes organ Ili Ili slutter op om de ændringer, Nick Nielsen har bebudet på kollegieområdet.
Skrevet af Martine Lind Krebs
19. maj 2014 09:57

Der skal være forskellige priser for kollegieboligen, efter hvor mange penge den studerende tjener.

Det har naalakkersuisoq Nick Nielsen varslet, efter at det er kommet frem, at enkelte studerende tjener mere ved siden af studierne end en SIK'er og stadig sidder i kollegieboliger til 850 kroner om måneden.

- Det er ikke tale om, at vi vil straffe unge mennesker, som gerne vil arbejde ved siden af studierne. Det er helt op til den enkelte, hvordan man vil prioritere sin tid mellem studier og arbejde. Men der nogle forhold, som vi i Naalakkersuisut mener, vi er nødt til at ændre på i forhold til den nuværende ordning, udtaler Nick Nielsen.

Naalakkersuisut har været i dialog med de studerende i arbejdet med en ny uddannelsesstrategi og uddannelsesplan. Og fra Ili Ili's side lyder der taknemmelighed for inddragelsen:

- Vi er glade for den gode dialog, vi har haft med Naalakkersuisut. De har vist interesse at høre fra os studerende, og har implementeret de forslag, vi er kommet med, siger foreningens formand Kikkik Olsen.

Ifølge ham er Ili Ili blevet forsikret om, at den almindelige studerendes levevilkår ikke bliver forringet, og samtidig er de glade for løfterne om, at uddannelsesstøtten skal prisfremskrives hvert år, og de studerende skal have tilbudt bedre lånemuligheder.

Uddannelsesstrategien og Uddannelsesplan II fremlægges og diskuteres på Ilimmarfik d. 19. maj klokken 16.

Kollegiereformen skal først træde i kraft efter forårssamlingen næste 2016.