Ikke plads til Nuuk-borgere på kollegier

Manglende kollegier ødelægger drømmen om uddannelse for mange. Særligt borgere fra Nuuk har svært ved at få kollegiebolig. Kollegiemangel er et velkendt problem og særligt stort for de studerende fra Nuuk.
16. juli 2013 13:10

De kan nemlig ikke få en plads på selvstyrets kollegier, men er tvunget til at stå på venteliste ved Piareersarfiit i Nuuk. Og den venteliste kan være lang.

- Du står på venteliste længere tid end uddannelsen tager, og det betyder, at man bliver i sin bygd, fordi der ikke er nogen bolig her inde i byen, siger Susanne Møller, der er centerleder for ved Piareersarfiit i Nuuk.

Ude på lilisimatusarfik kender studiechefen Hanne Søgaard også alt til problemet med manglende studieboliger.

- Det er et historisk set tilbagevendende problem hvert eneste år. Som om det kommer lidt bag på næsten alle, der arbejder med det her, som siger, nå ja men så mangler vi jo kollegieboliger igen, siger Hanne Søgaard.

Hun forklarer, hun selvfølgelig godt er klar over, at en del af begrundelsen for de manglende boliger skal findes i, at visse kollegier har måtte lukkes ned på grund af skimmelsvamp.

- Man kunne måske have forudsagt problemet i takt med, at man via uddannelsesplanen planlagde, at flere og flere skulle have en uddannelse, så er der jo også flere, som skal have et sted at bo, forklarer Hanne Søgaard

Hun oplever også, at problemerne er særligt store for borgere fra Nuuk, der ikke kan søge selvstyrets kollegieboliger.

- Dem der bor i Nuuk synes jeg har en rigtigt dårlig situation, fordi de ikke kan blive skrevet op overhovedet gennem kollegieadministrationen, siger Hanne Søgaard og fortæller videre, at man kan nærmest blive stavnsbundet af sin personalebolig.

-Vi har faktisk allerede et konkret eksempel på en, som har meldt afbud, fordi vedkommende ikke tør sige sin personalebolig op. For hvor i alverden skal vedkommende så bo henne, fortæller Hanne Søgaard.

Politikerne har efterhånden også fået øjnene op for problemet. Således har kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq afsat 27 millioner kroner til at bygge nye kollegier, som bliver forbeholdt kommunens borgere og som skal stå klar i 2017.

Hanne Søgaard glæder sig også over, at der sker noget, men peger på at som tingene er nu bliver mange studerende fanget i svær situation, selvom de jo blot gør, som politikerne opfordre dem til.

- Det hænger jo ikke rigtigt sammen med det her mantra, der bliver gentaget igen og igen om uddannelse, uddannelse, uddannelse, når det næste skridt man så fortager er at få at vide, at man i øvrigt ikke kan få noget sted at bo under din uddannelse, slutter Hanne Søgaard.