Ikke mere vulkanaske

Eyjafjallajökull er holdt op med at udspy aske, så måske er vulkanudbruddet ved at ebbe ud.
Skrevet af Rune Langhoff
23. maj 2010 15:35

Der er nu endelig noget, der tyder på, at Eyjafjallajökull tager siger en slapper.

Ifølge visir.is er den vulkanske aktivitet nemlig blevet væsentlig mindre i det seneste døgn.

Miljøeksperten Omar Ragnarsson fløj i morges over vulkanen og kunne rapportere om, at askeproduktionen helt er stoppet.

- Vi fløj først i 2100 meters højde, men kom så tættere og tættere på. Og der kom simpelthen ikke noget aske op. Kun lidt damp, siger Omar Ragnarsson.

Det er dog stadig ikke muligt at fastslå, om den vulkanske aktivitet begynder igen, men en stribe vulkanologer tog her til eftermiddag ud på vulkanen for at undersøge den nærmere.

Samtidig har de islandske kommuner, der er påvirket af vulkanudbruddet, indgået en aftale med lokale bondemænd om, at de kan få stillet arbejdskraft til rådighed for at bekæmpe skaderne efter vulkanudbruddet.

Arbejdsløse i de forskellige kommuner bliver nemlig sat til at hjælpe.