Lukning for fiskeri efter hellefisk i Diskobugt

Grønlands Fiskerilicenskontrol i Selvstyret lukker søndag i dag, for kystnært fiskeri efter hellefisk i jolle-segmentet i Disko-bugt for oktober måned.
hellefisk, Qeqertat, fisk
Jollefiskeriet efter hellefisk åbner igen 1. november. Foto © : Kåre Hendriksen
20. oktober 2019 15:20

Det er månedskvoten for oktober for kystnært fiskeri efter hellefisk i jolle-segmentet i Diskobugt der er ved at være fisket op.

- Lukningen gælder kun for licenser der ender på 47-JK i forvaltningsområde i Diskobugt. Søndag d. 20. oktober kl. 23.59 bliver derfor også den sidste indhandlingsdag og alle redskaber skal være taget op på den pågældende dag, skriver Grønlands Fiskerilicenskontrol.

Jollefiskeriet efter hellefisk åbner igen d. 1. november.

I september forhøjede Naalakkersuisut netop kvoten for kystnært fiskeri efter hellefisk med 2.400 tons i Disko Bugt. En forhøjelse der giver en samlet kvote på 10.580 tons. Den biologiske rådgivning anbefaler ellers kun det halve: altså 5.120 tons hellefisk i Disko Bugt.