God idé eller syltekrukke? Partier strides om eksperiment-kommission

Formanden for Naalakkersuisut og den danske statsminister aftalte forleden, at der skal laves en udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951. En syltekrukke, mener flere politikere.
Her hilser den daværende dronning Ingrid på nogle af de børn, som blev sendt til Danmark i 1951. Arkivfoto
Skrevet af Anna P. Knudsen
05. marts 2019 10:49
Versionist Simon Uldum

For en udredning vil blot udskyde en eventuel undskyldning, mener blandt andet Siumut, der står i spidsen for Naalakkersuisut.

I sidste uge aftalte Kim Kielsen (S) og Lars Løkke (V), at den danske børne- og socialminister Mai Mercado (K) og naalakkersuisoq for sundhed, sociale anliggender og justitsområdet, Martha Abelsen (S) skal stå for udredningen.

- Jeg synes, at man burde have udredt disse ting for mange år siden. Jeg mener ikke, at man bør forsinke arbejdet yderligere, siger Laura Taunajik (S), der er formand for Familie- og Sundhedsudvalget.

Og hun står ikke alene med sin holdning. Partii Naleraq er helt enig.

- Der er allerede foretaget mange forskellige udredninger, så det er ærgerligt, at man finder på sådan en løsning, som blot forsinker arbejdet, siger Jens Napaattooq, der er politisk ordfører i Partii Naleraq.

Ikke for sjov at sagen kører igen

Også IA er kritiske overfor udredningen. 

- Det er ikke for sjov, at sagen kører, og det er heller ikke første gang, siger Stine Egede fra IA, som også er næstformand i Familie- og Sundhedsudvalget.

- Men i forhold til udmeldingen om, at der ikke kommer en undskyldning til eksperimentbørnene, så kan det måske være en trøst med en udredning, siger Stine Egede.

Men hos koalitionspartneren Atassut synes man, det er en god idé, at Kielsen og Løkke har nedsat en kommission, der skal udrede historisk fakta. 

- Jeg mener, at der bør laves en udredning, så der kan komme klarere oplysninger frem, siger Aqqaluk Heilmann, der er medlem af Familie- og Sundhedsudvalget for Attasut.

Kun seks af de 22 børn, der blev sendt til Danmark i 1951, lever endnu.