ICYC vil også have nyt børnehus

Også ICC’s ungdomsorganisation ICYC fastslår nu, at der er brug for mindst et Børnehus i landet til at styrke og koordinere behandlingen af børn og unge der er blevet seksuelt misbrugt. Det er der hårdt brug for siger formanden for ICYC, Stine Berthelsen.
16. september 2009 09:02

- Børnehuset skal samle viden, fagfolk, behandlere og politikere under et tag. Herfra skal indsatsen over for børn og unge der er blevet seksuelt misbrugt så koordineres og struktureres og dermed styrkes. Og det er der i høj grad brug for, siger Stine Berthelsen

- Jeg mener, at det er yderst vigtigt at etablere et nyt børnehus eller noget tilsvarende. Et børnehus skal dække hele landet og sikre, at alle får den samme behandling. Herfra kan man koordinere og styrke indsatsen og udvikle nye metoder til bahandling, siger hun.

Stine Berthelsen mener, at man også kan hente gode erfaringer fra vores stammefrænder i Canada med hensyn til, hvordan et børnehus kan fungere.

- I Canada har børnehusene et rejsehold, der tager ud til byer og bygder som ikke har et behandlingssted eller har de nødvendige fagfolk til at behandle børn og unge, der er blevet misbrugt seksuelt. Sådan kunne man også gøre her, og det kan et børnehus, hvor kompentecerne er samlet så stå for. På den måde kan de styrke og sikre god behandling i hele Grønland, siger Stine Berthelsen.