Icelandair og Air Greenland udvider samarbejdet

I fremtiden bliver det lettere at rejse med både Air Greenland og Icelandair. Det sker fordi de to luftfartsselskaber har indgået en aftale om udvidet samarbejde, der blandt andet betyder hurtigere og mere gnidningsfri transport hvis man benytter begge selskaber.
Skrevet af Peter Troelsen
06. august 2013 12:24

Aftalen gør det muligt at kombinere flyvninger med Air Greenland og Iceland i en enkelt billet. Passagerne kan dermed få et boardingpass til hele rejsen og tjekke deres bagage ind helt til den endelige destination.

Samarbejdet vil også gøre det langt nemmere for grønlandske borgere at besøge resten af verden, da man i en sådan situation kan gøre brug af Icelandairs omfattende internationale netværk.

Aftalen har været under opsejling et stykke tid, og Air Greenlands overgang til den nye distributionsplatform Amadeus Altea var det sidste tekniske skridt på vejen.