Icelandair åbner rute til Billund

Fra næste sommer flyver Icelandair fra Keflavik til Billund.
06. august 2010 07:22

Folk med familie eller venner i Jylland kan derfor se frem til at spare mellemlandingen i København, når de skal på besøg i Danmark.

- Vi mærker en stor interesse og efterspørgsel for en Icelandair rute fra Billund til Island, siger selskabets administrerende direktør i Skandinavien Bjarni Birkir Hardarson til ekstrabladet.dk.

I dag findes der ingen direkte rute fra Grønland til Jylland. Det betyder, at folk, der skal rejse til det danske fastland, er nødt til at flyve til København og derfra rejse videre til Jylland med tog, bus eller fly.

Om rejsen over Island vil gøre turen til Jylland hurtigere rent tidsmæssigt vides ikke. Det afhænger af, hvordan afgangene til Jylland vil passe sammen med ruterne mellem Grønland og Island.

Icelandair vil have 3 ugentlige flyvninger fra Billund til Keflavik i perioden fra 1. juni til 12. september. Mandag, onsdag og lørdag.