ICC trækker i arbejdstøjet

De delegerede på ICC-kongressen i Nuuk trækker nu i arbejdstøjet. De første 2 temaer, som skal drøftes på kongressen, er økonomisk udvikling samt miljø.
29. juni 2010 04:27

Her til formiddag står 'økonomisk udvikling' på dagsordenen. Den globale opvarmning giver muligheder for nye erhverv, men rummer også udfordringer for inuit-samfundene. Hovedtaleren er formand for Nana Regional Corporation i Alaska, Marie Greene.

Efter frokost drejer det sig om temaet miljø. Den biologiske mangfoldighed og forurening af farvandene er nogle af udfordringerne for det arktiske miljø. Her er hovedtaleren professor Minik Rosing fra Statens Naturhistoriske Museum.

Efter de 2 sessioner skilles kongressens deltagere, så delegationere fra de 4 lande kan drøfte dagens debatoplæg hver for sig.