ICC skal lægge pres på EU

Den grønlandske delegation bakker op om, at ICC skal modarbejde EU’s ønske om at blive observatør i Arktisk Råd. Det erfarer KNR.
30. juni 2010 12:09

Står det til den grønlandske delegation ved ICC-kongressen, skal EU ikke få indfriet ønsket om at blive observatør i Arktisk Råd, så længe unionen vil implementere importforbuddet mod sælprodukter den 20. august.

Efter en dramatisk afslutning af ICC-mødet tirsdag holdt kongressens 4 delegationer møder hver for sig. Under dette møde blev den grønlandske delegation enige om at støtte ønsket, om at ICC skal modarbejde EU’s ansøgning om at blive observatør i Arktisk Råd. Det oplyser 2 delegationsmedlemmer til KNR.

Ønsket blev fremsat tirsdag, da ICC’s præsident James "Jimmy" Stotts bad om ordet uden for talerækken, og det synspunkt fik øjeblikkelig opbakning af 2 medlemmer af den canadiske delegation, Mary Simon og Johnny Peters.

Et medlem af den grønlandske delegation frygter dog, at EU vil gå fra ven til fjende i Arktis, hvis ICC modarbejder unionens ønske om at blive observatør i Arktisk Råd.

James "Jimmy" Stotts opfordrede også delegationerne til at drøfte problemstillingerne om uranudvinding samt offshore boringer efter gas og olie.

Ifølge KNR's oplysninger var der i den grønlandske delegation ikke enighed om at bløde op i uran-spørgsmålet.