ICC frygter Grønland bliver mål for USAs fjender

Formanden for ICC Grønland, Hjalmar Dahl, er bekymret over udsigten til amerikanske investeringer i lufthavnsprojekterne.
Foto © : Mads Fægteborg/ICC
Skrevet af Kenneth Elkjær
20. september 2018 15:45

Han frygter, at det kan gøre Grønland til et mål for fjender af USA.

- Hvis udmeldingerne bliver realiseret, så kan disse lufthavne - udover Pituffik - blive en form for mål for militære aktioner, siger han.

Det amerikanske forsvarsministerium meddelte i sidste uge, at de vil undersøge muligheden for at USA kan bidrage til fremtidens lufthavnsstruktur i Grønland. Det kan betyde, at lufthavne i Grønland vil få både civile og militære formål.

Hjalmar Dahl mener, at en lufthavnsaftale med amerikansk deltagelse vil være en reel udvidelse af, hvad USAs militær har lov til at foretage sig i Grønland.

- Jeg ser det på nuværende tidspunkt som en udvidelse af USA´s militære beføjelser, siger Hjalmar Dahl.

ICC blev ved sin generalforsamling i juli enige om at arbejde for at bevare Arktis som en fredelig zone. Et mål, der bliver sværere at leve op til, hvis USAs investeringer i Grønland bliver til virkelighed, lyder det fra Hjalmar Dahl.