ICC besøger Inuit i Rusland

Det bliver et historisk besøg, når ledelsen i Inuit Circumpolar Council, ICC, i næste uge rejser til Tjukotka i det nordøstligste Rusland.
Skrevet af Karsten Sommer
20. juli 2012 06:43

Det er nemlig forholdsvis sjældent at ICC's ledelse besøger inuit i Rusland.

Besøget i næste uge, med ICC-præsident Aqqaluk Lynge i spidsen, sker for at  markere 20-året for Tjukotkas officielle medlemskab i ICC og for at forny samarbejdsrelationerne med de 1100 Inuit i Rusland.

Det seneste besøg fandt sted i 2001 under Aqqaluk Lynges forrige præsidentperiode fra 1997-2002.

Dengang var den i Vesten ukendte multimilliardær Roman Abramovitz guvernør for Tjukotka, og underskrev dengang en samarbejdsaftale med ICC, som gælder den dag i dag.

Siden blev Roman Abramovitz verdenskendt, da han blev ejer af den engelske fodboldklub Chelsea, som i dag tager al hans tid.

Han er derfor nu afløst af Roman Valentinovich Kopin som sammen med ICC's afdeling i Tjukotka vil modtage og holde møder med ICC's ledelse med henblik på fornyelse af samarbejdsaftalen fra 2001.

Fra Grønland deltager foruden Aqqaluk Lynge, Carl Christian Olsen og Hjalmar Dahl samt sekretariatschef Rena Skifte og direktøren for hovedkontoret Alfred Jakobsen.