ICC: Begræns udslip af sod og metan

ICC opfordrer Naalakkersuisut til at lægge en plan for mindre udslip af sod og metan, både her i landet og i verden omkring os.
Skrevet af Karsten Sommer
31. maj 2014 05:08

Inuitorganisationen var med, da de otte arktiske stater i sidste uge mødtes i Helsinki for at diskutere, hvilke skridt der kan tages for at mindske udledningen af sod og metan, der er stærkt medvirkende til de stigende temperaturer over Arktis.

Visionen er, at Arktis selv viser lederskab. For selvom for eksempel sodpartikler, der medvirker til afsmeltning fra indlandsisen, for størstedelen kommer til Arktis fra den øvrige industrialiserede verden, så medvirker også Grønland selv til sodudledning fra skibe, biler, pejse og åben afbrænding på dumpe.

- Arktis opvarmes mere end dobbelt så hurtigt som resten af verden. Det bringer vores kultur og traditioner under pres. Men vi kan ikke bede omverdenen om at gøre noget ved problemet uden også at feje for egen dør, udtaler Parnuna Egede, der deltog i mødet i Helsinki på vegne af ICC.

- Følgerne af både sodpartikler og metanudsivning som følge af permafrostens optøning, påvirker indirekte levevisen for tusindvis af inuitter i både Grønland, Canada, Alaska og Chukotka. Det er derfor vigtigt for ICC at følge arbejdet i Arktisk Råd på dette område, fremhæver Parnuna Egede.

Arktisk Råds indsatsgruppe vedrørende sod og metan arbejder på en kommende rammeaftale, som skal være færdig i 2015.

- ICC håber via denne aftale at kunne inddrage befolkningen på flere niveauer. For eksempel igennem oplysning, udveksling af observationer samt lokale projekter med afprøvning af forskellige teknikker, så vi selv kan gøre noget for at mindske den lokale forurening, slutter Parnuna Egede.