ICC: Arktisk Råds arbejde er ikke ændret

I dag siger formanden for Inuit Circumpolar Conference, ICC, Aqqaluk Lynge at han ikke mener, at boykotten har ført til større grønlandsk indflydelse i rådet, sådan formanden for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond påstår.
Skrevet af Ivik Kristiansen
21. august 2013 12:22

Grønlands genindtrædelse i Arktisk Råd blev i går kaldt for en sejr af formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, mens IA tværtimod mener, at Grønland nu står svagere end før.

Formanden for ICC, Aqqaluk Lynge, vil ikke vælge side, men tilføjer, at der ikke er ændret på særlig meget.

- Jeg kan blot konstatere, at Arktisk Råds arbejdsgang ikke har ændret sig, og at der ikke har været henvendelser fra dansk eller grønlandsk side, der har givet anledning til ændringer på de eksisterende regler. Det er således staten, der er medlem, og at selvstyreområderne, Færøerne og Grønland, samtidig deltager. Sådan har det altid været, siger Aqqaluk Lynge.

Han siger også, at fokus burde ligge på at få flere specialiserede repræsentanter fra vort land med i forskellige arbejdsgrupper og udvalg. Som det er nu, mangler ressourcerne desværre.

Aqqaluk Lynge beklager også, at en af konsekvenserne af boykottet blev, at et møde om farvande blev flyttet herfra og til Færøerne.

Aleqa Hammonds måde at vise sin utilfredshed er formanden for ICC ikke imponeret over. Han mener, at man burde have mødt op.

- Man kunne have sagt det samme, under Kiruna i maj måned, foran alle ministrene, udenrigsministrene, hvis der var et problem, men boykotten har været en torn i øjet på mange, og jeg mener, at det kun er positivt, at Grønland og landstyret er tilbage i arbejdet, siger Aqqaluk Lynge.