IA vil have forlænget mændenes barsel

Inuit Ataqatigiits fungerende politiske ordfører Aqqaluaq B. Egede foreslår nu, at fædres ret til barselsorlov i forbindelse med fødsel og adoption forlænges til 6 uger.
Skrevet af Karsten Sommer
08. marts 2010 05:20

I dag har en far ret til barselsorlov i 3 uger efter barnets fødsel, mens kvinderne har barselsorlov fra 2 uger før fødslen og 15 uger efter.

- En god start på det nyfødte barns liv er afgørende for barnets senere opvækst, og Aqqaluaq B. Egede mener derfor, at tiden er inde til¨, at der skabes mulighed for, at fædrene kan være mere med i de første måneder af et barns liv.

Selvom der i dag er mulighed for en fleksibel fordeling af forældreorloven, er det i de fleste tilfælde, moderen til barnet, som tager den længste orlovsperiode. Men den vane vil IA godt have ændret.

- Ligestilling er en samfundssag og ikke blot den enkeltes ansvar, siger den politiske ordfører.

Det vil øge fædrenes deltagelse i børneomsorgen og give dem bedre muligheder for at knytte varige bånd til deres børn og dermed styrke en god start på familielivet til gavn for hele samfundet, siger Aqqaluaq B. Egede.