IA: Vi vil fordoble turismen de næste ti år
De røde flag var hejst i valgcentret i Nuuk, da Sara Olsvig, Juliane Henningsen og Aqquluaq B. Egede fredag formiddag præsenterede deres partiprogram for Inatsisartut-valget 2014.
Vi vil samarbejde og lave brede forlig, sagde Sara Olsvig og blev bakket op af sine partifæller.
-Vi er villige til at gå ekstraordinært langt for at samarbejde, tilføjede Juliane Henningsen.
Det brede samarbejde på tværs af partierne, lovede IA, ville gælde både når det kommer til at udarbejde en færdig fiskerilov og på råstofområdet.
Meget tyder på, at turismen er et af de helt store emner ved årets valgkamp. Her foreslår IA, at man fordobler, antallet af turister der besøger Grønland.
KNR fangede IA's formand Sara Olsvig efter pressemødet, og spurgte hende, hvordan hun helt konkret har tænkt sig, at lokke de mange turister til landet.
- Det vil vi gøre ved at brede turismen ud på hele året, så vi også får brugt skuldre sæsonerne og ikke kun koncentrerer turismen på bestemte måneder, og ved at brede turismen ud på flere bosteder. Når vi rejser rundt i landet, kan vi høre, at der er mange folk som gerne vil turismen ude i bygder og byer, siger IA's formand, Sara Olsvig.
Men hvor realistisk er det, at fordoble antallet af turister på bare få år. Det har KNR spurgt, Anders Stenbakken, som er administrerende direktør hos Visit Greenland, om.
Anders Stenbakken er naturligvis glad for de store ambitioner på turismeområdet, og peger på, at det ikke er antallet af turister i sig selv, der er afgørende.
-Det er realistisk at sige, at vi over en tiårig periode vil fordoble omsætningen. Det handler jo om, at få turister som forbruger mange penge. Altså nogen som vil købe, de produkter vi tilbyder og booke turer og hotelværelser. Det er vigtigt at fokusere på den type turister, forklarer han og tilføjer:
-Om vi skal have hundredetusinde turister for at fordoble vores omsætning eller halvfjerds tusinde, så vælger vi det sidste, siger Visit Greenlands direktør.
IA's forslag om at udvide turisme sæsonen til at vare hele året rundt, bakker Anders Stenbakken op om.
- Det er et realistisk forslag, som ikke behøver koster mange millioner og som kan sættes i gang med det samme.