IA Ungdom ser store muligheder i Neqi A/S' nye slagteri

IA Ungdom ser store erhvervsmuligheder i landbruget.
Skrevet af Jette Andersen
30. september 2013 05:08

Derfor er de glade for at det nye Neqi A/S slagteri er åbnet i Narsaq. Det mener ungdomsorganisationen er et vigtigt skridt for udviklingen af lokale fødevarer. Men hvis der bliver åbnet for uranudvinding ved Narsaq, er ungdomsorganisationen sikre på, at udviklingen af landbruget stopper.

Og det vil være ærgerligt, eftersom Grønland på vej ind i en ny æra med selvforsyning med det nye og moderne slagteri, skriver IA Ungdom i en pressemeddelelse.

- Sydgrønland er jo frontløberne i brugen og udviklingen af de grønlandske fødevarer. Lad os hente inspiration derfra og lad os få flere tiltag, så vi kan få flere grønlandske råvarer i vores køkkener.

Men hvis det skal fortsætte, mener organisationen at indhandlingspriserne for lam og får skal forhøjes. Ifølge dem, har priserne stået stille i tre år. Og det kan være en stor hindring for fåreholdernes investeringsmuligheder.

Men lige nu venter IA Ungdom med spænding på Landbrugskommissionens betænkning, da det vil give en fingerpeg om hvad landbruget har brug for, for at udvikle sig endnu mere.