IA: Tag ved lære af Alcoa-proces

ICC, Avataq og Timmiaq. Alle relevante organisationer skal høres i forbindelse med store industriprojekter. Sådan lyder et forslag fra IA's Aqqaluaq B. Egede.
27. april 2010 20:12

- Vi må spørge os selv: Hvem skal vi have hørt, før der tages beslutninger om store projekter? Og hvordan inddrager vi hele befolkningens holdninger, før der tages beslutninger, siger Aqqaluaq B. Egede.

En gennemgang af debatten om Alcoa-projektet viser, at mange afgørende beslutninger allerede var truffet, da den folkelige debat blev skudt i gang. Det påpeger en rapport fra forskningscenteret Nordregio, omtalt i Sermitsiaq.

Informationskampagner og høringsproces skal tilrettelægges, så ingen bagefter kan beskyldes for forudindtagede holdninger. Derfor skal Naalakkersuisut sikre, at alle relevante organisationer bliver hørt ved store industriprojekter, planlægning af minevirksomhed og anvendelse af store naturområder, lyder forslaget fra Aqqaluaq B. Egede.

- Når der er beslutninger forude med store konsekvenser for befolkningen, er det vigtigt, at grupper, der beskæftiger sig med menneskerettigheder, også bliver hørt.

Naalakkersuisut støtter forslaget og vil gerne udarbejde retningslinjer for, hvordan offentlige høringsprocesser skal forløbe.

Forslaget skal i dag 1. behandles i Inatsisartut.