IA ser frem til debat om storskalaloven

Formanden for SIK Jess G. Berthelsen varsler store ændringer af den storskalalov, som den tidligere koalition vedtog. Blandt andet skal der nu være feriefrirejser til de ansatte på de kommende storskalaprojekter. Det skriver AG i dag.
07. august 2013 10:15

Det har fået to medlemmer af IA´s Inatsisartut-gruppe op på mærkerne. Naaja Nathanielsen og Sara Olsvig forstår ikke hvorfor der skal uddeles frirejser til de kommende ansatte, når der er en lang række ansatte i andre stillinger i Grønland der ikke har det privilegium.

-SIK udtaler, at man fremover vil give feriefrirejser til den udefrakommende arbejdskraft i storskalaprojekter. Vi ser frem til at se argumenterne for dette. Inuit Ataqatigiit ønsker ordentlige arbejdsvilkår for alle i landet, uanset hvor de kommer fra. Men en betalt feriefrirejse er jo noget som flere faggrupper i Grønland har fået fjernet fra deres overenskomster. I stedet er disse mennesker henvist til en feriefond. Andre faggrupper har aldrig haft en ordning om ferierejser. Vi må sikre, at der ikke gøres forskel på vores arbejdsstyrke, skriver de to IA´ere i deres fælles pressemeddelelse.

Det er overraskende at SIK-formanden kommer med så klare udmeldinger på et tidspunkt, hvor der slet ikke har været nogen form for debat omkring ændringerne i den storskalalov, der blev vedtaget sidste efterår. Det ser Nathanielsen og Olsvig også frem til.

-Inuit Ataqatigiit forventer, at Naalakkersuisut snart sender de planlagte lovændringer i høring, så der kan komme en åben debat om lovens konsekvenser. Det forventes at lovændringerne først kan behandles på forårssamlingen, da fristen for at indlevere forslag til efterårssamlingen er på fredag. Det giver god tid til en grundig og seriøs debat, siger Sara Olsvig til Radioavisen.

SIKs formand Jess G Berthelsen fortæller, at det forslag som SIK er kommet med handler om, at sikre arbejdernes rettigheder.

- Der er en lovgivning i Norge som forhindrer socialdumpning. Og det er den lov vi så har foreslået at man indføre her i landet.

Han ønsker dog ikke tale konkret om sagen, da forhandlingerne er igangværende

- Vi er godt i gang med at granske det nuværende lovforslag og derfor kan jeg ikke på nuværende tidspunkt komme ind på de enkelte ting i lovforslaget, siger Jess G. Berthelsen.