IA revser magthaverne

At retschefen blev fyret for at gøre opmærksom på loven er langt ude mener IAs gruppeformand, der peger på, at det jo netop er embedsfolkene, der skal sørge for at politikerne ikke begår lovbrud.
24. juli 2013 11:54

En ny skandale rammer nu Selvstyret og Naalakkersuisut.

Avisen AG skriver nemlig, at retschefen ved formandens departement Andreas Salmony blev afskediget med omgående virkning tilbage i juni, fordi han ikke var villig til bøje reglerne i forhold til en anmodningen om aktindsigt.

Den sag får nu IA til at melde sig på banen. Oppositionspartiet gruppeformand Agathe Fontaine peger på, at det jo netop er embedsfolkene, der skal sørge for at politikerne ikke begår lovbrud.

- Så hvis man begynder at fyrre folk, fordi de fortæller en, at det man gør er ulovligt. Så er man godt nok langt ude, siger Agathe Fontaine.

Hun frygter hvad denne linje kan betyde for Grønlands fremtidige evne til at tiltrække de dygtigste folk.

- Vi vil jo gerne have velkvalificerede embedsfolk i Selvstyret. Og hvis man begynder at blive fyret, fordi man følger ens faglige overbevisning, så får vi jo aldrig embedsfolk, som er dygtige nok til  vores land.

Agathe Fontaine stiller sig også kritisk i forhold til AGs afsløring af, at jobopslaget til stillingen som pressekoordinator i Selvstyret var rent proforma. Det kommer nemlig frem via en aktindsigt, at Julie Rademacher allerede var lovet stillingen, en uge før ansøgningsdatoen var udløbet.

- Jeg synes jo, at når man skal ansætte folk, så skal det gå efter reglerne. Og det skal man i hvert fald også som Naalakkersuisut. Og jeg synes, at hvis det er rigtigt, at det er foregået sådan, så er det meget forkert, og det kan ikke accepteres, lyder det fra IAs gruppeformand.