IA i Qeqqata: Stop kørsel på vandsøen

Oppositionen i Qeqqata Kommunia vil have Naalakkersuisut til at øremærke penge på næste års finanslov til en ny rute for snescootere og motorkøretøjer, så de ikke længere kan køre på vandsøen i Sisimiut.
10. juni 2010 16:51

IA-politikeren Olga Berthelsen Ljungdahl, der er medlem af Miljø- og Teknikudvalget i Qeqqata Kommunia siger:

- Vi frygter, at vi bliver nødt til at købe en masse vand i Brugsen og KNI i stedet for at drikke det dejlige vand her i Sisimiut,

siger HUN.

Efter de seneste dages historier i KNR frygter hun, at det kun er et spørgsmål om tid, før drikkevandet i Sisimiut bliver forurenet, og derfor foreslår IA nu, at der på finansloven for 2011 skal øremærkes penge til en alternativ rute langt væk fra vandsøen.

- Hvis der øremærkes penge, håber vi, at konsekvensen vil være, at vi får rent vand, så vi også slipper for alle kogeanbefalingerne, påpeger Olga Berthelsen Ljungdahl. Hun er især bekymret for det pres, som et stigende antal hunde og snescootere lægger på vandsøen og det rene drikkevand fra hanen i Sisimiut.

- I gamle dage var der ikke så mange hunde og heller ikke så mange snescootere og andre køretøjer, men der kommer flere og flere, siger Olga Berthelsen Ljungdahl.

Også landslæge Flemming Stenzs har udtrykt bekymring for en forurening af drikkevandet i Sisimiut.

- Det er lige præcist derfor, at vi vil have en alternativ rute til de mange køretøjer, understreger Olga Berthelsen Ljungdahl.