IA foreslår opkvalificering af sundhedspersonale i bygder

Det faglærte sundhedspersonale, som er mest i kontakt med bygderne, skal klædes bedre på til at vejlede forældrene, så børnene lærer at leve sundt. Det mener IA's sundhedsordfører Olga P. Berthelsen.
10. december 2009 06:14

I bygderne spiser børn oftere slik, har dårligere tænder og ryger både mere og tidligere end børn i byerne. Og indsatsen for at vende den sundhedsmæssige skævhed er for ringe, konkluderer en netop udgivet rapport fra Videnscenter for Børn og Unge, MIPI.

Men problemet skyldes hverken mindre ansvarlige forældre, mangel på personale eller for lidt oplysning, lyder det fra Olga P. Berthelsen:

- Gennem kurser og større opkvalificeringsindsats i forhold til det faglærte sundhedspersonale kan man nå langt, eksempelvis i forhold til sundhedsassistenterne og sundhedshjælperne i bygderne, så de bliver bedre til den direkte klientbetjening, siger hun.

Selv obligatoriske helbredstjek af børnene bliver ikke foretaget i bygderne, konkluderer MIPI-rapporten.