MENINGSMÅLING IA er størst

En helt frisk politisk meningsmåling, der i dag offentliggøres i avisen Sermitsiaq, viser at Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq som de eneste partier ville gå frem, hvis der var valg i dag.
Billede fra IA's sommermøde, juni 2016 Foto © : Inuit Ataqatigiit
Skrevet af Karsten Sommer
25. november 2016 06:12

IA går frem med 2,4 procent til 35,9 procent, hvilket gør partiet større end Siumut, der med en tilbagegang på 1,2 procent lander på 33,5 procent af stemmerne.

Mandatmæssigt ændrer det dog ikke noget for de to store partier, der fortsat har 11 mandater hver.

Til gengæld viser meningsmålingen, der er foretaget af HS Analyse for Sermitsiaq, at Partii Naleraq går eet mandat frem til 4 på bekostning af Atassut, der går fra 2 til 1 mandat.

Demokraterne har en marginal fremgang på 0,3 procent, hvilket giver uændret 4 mandater til det største oppositionsparti.

HS Analyse har talt med 709 personer over 18 år i november, efter dannelsen af den ny koalition.