IA efterlyser antallet af lærlinge i byggebranchen

Medlem af Inatsisartut - Jane Petersen fra IA retter nu via et §36 spørgsmål til naalakkersuisut fokus på antallet af lærlinge og praktikanter inden for bygge- og anlægssektoren.
Foto © : Inuit Ataqatigiit
19. august 2009 07:34

Hun vil have at vide, hvor mange lærlinge, der er ansat i henhold til hjemmestyrets bekendtgørelse fra 2007, der skal sikre at der oprettes lærlingepladser i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder af en vis størrelse.

Hun spørger om bekendtgørelsen i det hele taget overholdes, og hvordan man fører kontrol med, at der i udbudsmaterialet lægges vægt på at de enkelte byggerier fører til oprettelse af det rette antal lærlingepladser.

Jane Petersen opfordrer til oprettelse af flere lærlingepladser i forbindelse byggerier, og spørger derfor også om Naalakkersuisut har overvejet at stramme bekendtgørelsen og kræve flere lærlinge ansat i forhold til byggeopgavens størrelse.