IA: Det er bestilt arbejde

"Bestilt arbejde" kalder IA den meningsmåling om befolkningens syn på minedrift i Kvanefjeldet, som Greenland Minerals and Energy i går offentliggjorde.
Skrevet af Karsten Sommer
16. juni 2010 17:22

Undersøgelsen konkluderer, at en stor del af befolkningen støtter op om en mulig udnyttelse af mineralforekomsterne.

56 procent var "meget for" og "overvejende for", at der etableres minedrift på Kvanefjeldet. Og en særskilt undersøgelse i Sydgrønland gav hele 80 procents tilslutning til minedrift, og det uanset Naalakkersuisuts fastholdelse af såkaldt 0-tolerance til uran som biprodukt ved mineraludvinding.

Men IA mener, at undersøgelsen siger mere om beskæftigelsessituationen i Sydgrønland end om folks holdning til minedrift og uran.

- Hvor mange af de 781 mennesker, der er blevet spurgt i undersøgelsen, har et reelt kendskab til de uranholdige mineralers skadelige virkninger på mennesker samt miljø?, spørger IA's politiske ordfører Aqqaluaq Egede, der vender sig mod, hvad han kalder bestilte undersøgelser.

Aqqaluaq Egede appellerer til større information om emnet, før der tages beslutning om minedriften, og advarer mod en debat, der kun fokuserer på enten ja eller nej til uran.