I orden at sejle passagerer uden radar

Disko Lines passagersejlads uden radar er ifølge Den Maritime Havarikommission i orden, og havarikommissionen ser derfor ingen grund til at foretage en fuld undersøgelse på baggrund af den rapport som kommissionen har fået fra rederiet selv.
19. november 2012 10:37

Disko Lines passagerbåd Amaroq sejlede ud i sidste uge med defekte navigationsudstyr fra Qeqertarsuaq til Ilulissat via Aasiaat.

- Vi har vurderet, at der ikke er noget at lære af denne hændelse, og på den baggrund foretager vi ikke en fuld undersøgelse af episoden, siger Christian Schiødt Larsen, Maritim havariundersøger hos Den Maritime Havarikommission.

Passagersejladsen med ti passager og to besætningsmedlemmer fik næsten katastrofale følger, da skipperen på passagerbåden mistede orienteringen under dårligt og usigtbart vejr og sejlede ind i et skærfyldt område. Men med hjælp fra en af passagerernes mobil GPS blev katastrofen afværget i sidste øjeblik, og passagerbåden kunne sejle til Ilimanaq.

Disko Lines direktør Frederik Sandgreen indrømmede også overfor KNR, at bådens skipper har været klar over, at bådens radar var i stykker, da han sejlede ud fra Qeqertarsuaq.

Men havarikommissionen mener altså ikke, at der er grund til at foretage yderligere undersøgelser.

Det har ikke været muligt for KNR at få udleveret Disko Lines redegørelse af hændelsesforløbet til Den Maritime Havarikommission, da kommissionen ikke udleverer rapporter, der ikke er blevet fuld undersøgt.

Den Maritime Havarikommission, der hører under den danske Erhvervs- og Vækstministeriet arbejder som en selvstændig enhed, og undersøger ulykker til søs med henblik på forebyggelse.