I dag starter skoleeleverne i Danmark igen i skole

Så blev det hverdag igen for de grønlandske elever på efterskoleophold i Danmark. I dag begyndte de danske lærere på arbejde igen efter 4 ugers lockout. Vi har talt med én af de elever, der var glad for at se sine lærere igen i dag.
Skrevet af Martine Lind Krebs
29. april 2013 07:49

- Det har været trist både for lærerne og os. Vi har ikke rigtig lavet noget – bare slappet af, siger Salik Heilmann, som går på Glamsbjerg Efterskole på Fyn. De første to uger af konflikten var de grønlandske elever fra efterskolen sendt til deres kontaktfamilier.

- Jeg sad bare derhjemme hos min kontaktfamilie og kedede mig. Jeg lavede ikke en skid. Slappede bare af, forklarer Salik Heilmann.

For eleverne bliver det en tur fra asken til ilden. Selv om folkeskolens eksamen er blevet udskudt, så er der kun to uger til, at eleverne skal bøje sig over den første skriftlige prøve.

- Jeg synes det er rart at komme i skole igen, men der er snart eksamen, og der er meget vi skal nå og vi skal øve os rigtigt meget. Så vi bliver stressede, og der kommer mange ekstra timer, siger Salik Heilmann fra Maniitsoq.

Lockouten har haft som betydning, at enkelte efterskoleelever i Danmark har afbrudt deres ophold tidligt, men de fleste skoler med grønlandske elever har haft åbent, selv om der på mange af skolerne ikke har kunnet tilbydes ret meget undervisning.