I dag skal de ældre fejres i Nunavik

Kativik regionale regering og Sundhedstjenesten i Nunavik samarbejder i dag den første oktober for at fejre de ældre i Nunavik. Dagens tema er “Intet for os uden os”.
01. oktober 2015 08:55

Der er planlagt forskellige aktiviteter i bygderne og hele formiddagen kan ældre ringe ind til den lokale radiostation, Tagramiut Nipingat, for at fortælle om deres liv og om det at blive gammel.

Samtidigt kan de ældre fortælle om de udfordringer og de problemer det giver at blive ældre.

Det var FN der i 1990 erklærede den første oktober til at være de ældres dag. I Nunavik har man fejret dagen i de sidste seks år.

Temaet for FN's ældre dag er - sustainability and inclusiveness in urban environment - altså bæredygtighed og rummelighed i bylivet.

Herhjemme mødte formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen i mandags med en gruppe ældre og handicappede fra Ippiarsuk, der er et pleje- og aktivitetscenter i Nuuk.

Mødet i Selvstyretårnet gav de ældre - og naalakkersuisut-formanden - lejlighed til at drøfte de vilkår vores ældre lever under i dagens Grønland, fremgår det af en nyhed fra Selvstyret.