I dag flyver pandaerne mod Danmark

To kinesiske pandaer indleder i dag en længere flyvetur til Danmark.
De sort-hvide bjørne ankommer torsdag aften til København. 10. april er der gallaåbning med deltagelse af dronning Margrethe og andre æresgæster. Arkivfoto. Foto © : Rogelio A. Galaviz C./Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
03. april 2019 10:09

- Flere års forberedelse er lige ved at kulminere, når vi om få timer får dem læsset i kasser, fortæller dyrlæge Mads Bertelsen, der er udsendt fra Zoologisk Have i København og følger dyrene på den lange rejse.

Og det er en længere rejse, der venter pandaerne.

Først skal de på en tre timer lang flyvetur fra Cheng du Panda Base til Beijing.

Her skal de så læsses om bord på et SAS-fly med kurs mod København.

Turen tager ni en halv time.

Xing Er og Mao Sun, som pandaerne hedder, får mad med hjemmefra.

- Pandaerne får en madpakke med på 500 kilo bambus. Til selve flyveturen regner vi med, at de nok spiser 30-40 kilo, siger dyrlægen.

Pandaerne udlånes af Kina som en slags gestus over for Danmark.

De sort-hvide bjørne ankommer torsdag aften til København. 10. april er der gallaåbning med deltagelse af dronning Margrethe og andre æresgæster.

Fra 11. april kan havens gæster se pandaerne i deres nye omgivelser.