I-69 blev fodboldmestre hos kvinderne

Ilulissats kvinder vandt i går Grønlandsmesterskabet i fodbold. I-69 vandt over B-67 fra Nuuk med 1-0.
Skrevet af Karsten Sommer
01. august 2010 13:55

Det enlige mål blev scoret på straffespark af Bebiane V. Johnsen i slutningen af første halvleg.

Bronzekampen blev vundet af Qeqertarsuaqs Disko 76, der besejrede UB-83 fra Upernavik med 1-0.

Den 16.august er det mændenes tur til at afgøre, hvem der kan kalde sig Grønlandsmestre 2010.

Slutrunden foregår i Nuuk, og rundt omkring i Grønland er kvalifikationskampene i fuld gang.

Fra Sydgrønland er Qaqortoqs K-33 og Narsaqs N-85 klar.

I Midtgrønland er Nuuk, som arrangerende klub, automatisk kvalificeret, mens der i denne weekend spilles om den sidste plads.

Fra Diskobugtområdet spilles der i den kommende uge om 2 pladser i finalerunden, det samme gælder for Nordgrønland, der ligeledes spiller om 2 pladser til GM i Nuuk.

GBU's formand Lars Lundblad meddelte forleden, at hvis man modtager afbud fra et af de kvalificerede hold i Nordgrønland, vil den overskydende plads gå til et hold fra Midtregionen.