Hyldest til frivillig: Marie Louise er loyal og engageret

Red Barnet Grønlands frivilligpris går i år til en flittig kvinde
Marie Louise Brandt har gennem flere år været aktiv i Nuuk Lokalforenings bestyrelse. Foto © : Red Barnet
17. november 2020 17:11

Frivillighed fortjener fejring.

Det mener Red Barnet Grønland, der for nylig hyldede sine mange ildsjæle til organisationens årlige frivilligaften. Og særligt én person løb med opmærksomheden: Marie Louise Brandt fra Nuuk Lokalafdeling.

Hun blev nemlig kåret som årets frivillig.

Marie Louise Brandt har gennem flere år været aktiv i Nuuk Lokalforenings bestyrelse. Ved prisoverrækkelsen blev hun beskrevet som en loyal og engageret person, der samtidig er venlig og imødekommende.      

- Det at være frivillig kan være både krævende og udviklende. Det kan gøre ens samfundssind stærkere. Det kan øge følelsen af at gøre en forskel. Det er meningsfuldt at være med til at gøre andres liv bedre og indholdsrigt. Det er med til at skabe sammenhold, og man er del af et fællesskab, sagde formand for Red Barnet Grønland Jonna Ketwa i sin tale.  

Den glade prismodtager var dog ikke til stede på frivilligaftenen, da hun var udenbys, så lokalformand Lars Peter Danielsen modtog prisen på hendes vegne.