Hvorfor forsvandt mammutten?

I maveindholdet fra frosne uldhårede næsehorn har forskerne en forklaring på, hvorfor mange af de store forhistoriske pattedyr som mammutten uddøde.
Skrevet af Karsten Sommer
06. februar 2014 03:14

Det har længe været anerkendt at det var klimaændringerne, der for mere end 10.000 år siden, efter den seneste istid, udryddede mange af datidens store pattedyr, såsom mammutten, vildhesten, steppebisonen og det uldhårede næsehorn.

Men hvad var det mere præcist ved klimaet, der førte til denne masseuddøen? Forskerne har hidtil manglet ”the smoking gun" - det endegyldige bevis - i denne mere end 10.000 år gamle ”drabssag”. Men nu er den fundet!

Beviset er fundet i maveindholdet fra permafrosne uldhårede næsehorn og i et utal af sedimentprøver fra hele Arktis.

Det afslører den verdensberømte forsker, professor Eske Willerslev, i en ny artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.

Hidtil har man ment at den nordlige halvkugle under istiden var domineret af en lysebrun græssteppe. Men det passer ikke. Landskabet var langt mere varieret og store dyr som næsehorn og mammut levede af græsser og især proteinrige urter.

Men i takt med isens fremmarch skete der et kæmpe fald i planternes mangfoldighed, og de store dyr overlevede kun med nød og næppe.

Og efter istidens afslutning for ca. 10.000 år siden blev det så varmere igen. Men nu var det helt andre planter, der dukkede op. Dyrenes yndlingsføde - de proteinrige urter - kom ikke igen, og det blev katastrofalt for dyrelivet.

Resultatet var masseuddøen af blandt andre uldhåret næsehorn, moskusokse og mammut i Asien og Nordamerika, siger Eske Willerslev, der dermed har fundet den helt konkrete grund til de store dyrs udryddelse.

Forskeren påpeger også, at noget lignende kan ske i forbindelse med den igangværende globale opvarmning.

- Blot fordi vi får styr på drivhusgasserne, og det bliver køligere igen, vil de ”gamle” økosystemer ikke nødvendigvis re-etablere sig, som de var før opvarmningen, siger Eske Willerslev.