Hvordan kan vi styrke samarbejdet?

Det Nordatlantiske Samarbejdsorganisation, NORA i daglig tale, efterlyser nu projektforslag, der kan styrke samarbejdet mellem Færøerne, Grønland, Island og den norske kyststrækning.
Skrevet af Mads Ullerup
10. januar 2013 09:50

Nora vil støtte projekter der primært beskæftiger sig med emner, der ligger inden for Atlantsamarbejdets nye fem-årige strategiprogram.

Det vil sige idéer, der enten går på at styrke en bæredygtig udvikling af fiskeriet og de maritime ressourcer, der er regionens hovedsektor.

Eller idéer der handler om at skabe nye erhvervsmuligheder, produkter, produktionsmetoder samt markedsføringsstrategier. Det kan være projekter inden for turisme, landbrug eller vedvarende energi.

Eller sidst men ikke mindst idéer der kan være med til udbygge trafiksamarbejdet mellem landene i Nordatlanten.

Inden for disse områder vil NORA belønne nye initiativer med en støtte på op til 500.000 kroner om året i op til tre år.

Ansøgningsfristen er den 4. marts, hvis nogen skulle ligge inde med en god idé.