Hvis vi skal have en jernmine, så skal der snart ske noget

VIDEO: London Mining har søgt om tilladelse til at lave en jernmine i Godthåbsfjorden, og høringsfasen og borgermøderne er overstået. Nu ser direktøren fra London Mining frem til en snarlig afgørelse.
Skrevet af Peter Troelsen
11. oktober 2012 11:52

Manden der kommer til at stå i spidsen for landets suverænt største industriprojekt er kineser og hedder Xiaogang Hu. Han har brugt de seneste tre år på at overtale både befolkningen op landets politikere til at sige ja til det enorme jernmineprojekt i Isukasia.

-Det vil virkelig få Grønland frem på verdens-scenen. Det har et kæmpe potentiale for Grønland – et projekt af denne størrelse. Det vil skabe masser af jobmuligheder for den næste generation af grønlændere. Og det vil løfte uddannelsessystemet og helt mafgørende forandre Grønlands position i verden, fastslår Dr. Xiaogang Hu overfor KNR.

Projektet ser ud til at blive finansieret af kinesiske investorer, som for nylig har været på besøg her i landet. Hele projektet vil løbe op i omtrent 30 milliarder kr. Tiden for at beslutte sig er ved at være meget tæt på.

-Man kan ikke blive ved med at vente! Fordi investorerne ellers vil trække deres penge ud af projektet. De vil trække deres penge ud og tage et andet sted hen – så I kan ikke vente, forklarer direktøren, og tilføjer at han heller ikke har lyst til at vente længere på politisk tilsagn.

-Jeg gider ikke blive ved med at vente. Jeg  synes ikke vi skal tøve. Lad os nu komme i gang med at skabe en ny fremtid for Grønland, siger direktøren for London Mining Dr. Xiaogang Hu.

Hør hele interviewet med direktør Xiaogang Hu her:

Del 1

Del 2