Hvidhvalsfangst i Qaanaaq midlertidigt suspenderet

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug valgte sammen med Qaasuitsup Kommunia i fredags at indføre midlertidigt stop for fangsten af hvidhvaler i Qaanaaq.
Foto © : sk8mama/Flickr Creative Commons
Skrevet af Simon Uldum -
20. oktober 2014 10:08

Baggrunden herfor er, at der gentagne har været observationer af urapporterede fangster og dermed risiko for reel overfangst af hvidhvaler.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har i samme forbindelse bedt kommunen om at tilbagekalde alle licenser til hvidhvalfangst, der hermed er ugyldige, indtil undersøgelsen er afsluttet, og alle fangstrapporter er modtaget.

Strikse regler for fangst af hvis- og narhvaler

Departementet gør opmærksom på, at i henhold til Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af hvid- og narhvaler skal al fangst, bifangst og anskydning af hvid- og narhval rapporteres hurtigst muligt på det særmeldingsskema, der følger med licensen til den enkelte fanger.

Desuden er det kommunen, der er ansvarlig for at etablere en sikker kontrol af kvoter, således at kvoterne ikke overskrides og at fangsten øjeblikkeligt standses, når kvoten er opbrugt.

Departementet vil yderligere gøre fangerne opmærksom på, at gentagne manglende fangstrapporteringer påvirker størrelsen af hvid- og narhvalfangstkvote i fremtiden.