Hvalsafari forstyrrer pukkelhvaler

Pukkelhvaler bliver forstyrret, når hvalsafaribåde jagter dem rundt i fjorden. Derfor skal nye retningslinjer afprøves i Godthåbsfjorden i år.
Skrevet af Louise M. Kleemann
28. maj 2010 10:08

Det er Grønlands Naturinstitut, der har udarbejdet retningslinierne for, hvordan turistbåde bør føres, når de er på hvalsafari i Nuup Kangerlua. Det er sket efter, at hvalforskere i 2007 og 2008 konstaterede, at hvalerne blev forstyrret af turistbådene.

- Hvalsafari er en populær turistaktivitet i Nuuks fjorde, men ifølge en ny undersøgelse bliver pukkelhvalernes dyk efter føde kortere, de svømmer også hurtigere end normalt og får dermed mindre luft i lungerne. Det påvirker dykkets længde og den tid som hvalen har til at spise, fortæller biolog Tenna Boye i en kronik i Sermitsiaq.

- Mange af de pukkelhvaler , vi observerer i Nuuk Kangerlua er ’gengangere’ og altså trofaste over for Nuup Kangerlua som ’spisekammer’, fortæller Tenna Boye.

Pukkelhvaler overvintrer i deres sydlige yngleområder ved Caribien, og mange af dem vender tilbage til Nuup Kangerlua om sommeren.

- Det man kan frygte er, at hvalerne bliver skræmt væk, hvis de stresses for meget, eller at forstyrrelsen kan have en direkte konsekvens for deres reproduktion, hvis de ikke får ’madro’ til at samle energi til at migrere, det vil sige vandre til de caribiske øer og kælve sig, forklarer Tenna Boye.

De nye retningslinier for turistbåde bliver testet i løbet af sommeren.

Undersøgelsen blev foretaget af Grønlands Naturinstitut i samarbejde med forskere fra Århus Universitet.