Hvad er den moderne grønlænders identitet?

Et værk på 650 sider beskriver udviklingen i den grønlandske identitet.
Skrevet af Noah Mølgaard
05. januar 2012 08:23

Bogen "Fra vild til verdensborger" beskriver udviklingen i den grønlandske identitet fra kolonitiden til det moderne Grønland.

Debatten om grønlandskhed har været en del af hverdagen i mange år. Der var kamp om at bevare den grønlandske identitet under kolonitiden, hvor den grønlandske tromme var ilde set af missionærerne, og grønlænderne blev danifiseret som det hed dengang.

Nu er den grønlandske identitet udfordret af den globaliserede verden. Men der er alligevel flere pejlemærker, som bliver hevet frem når andre folkeslag spørger om hvad grønlandskhed er.

Den grønlandske mad er en af de ting, der bliver nævnt.

- At spise grønlandsk mad er et signal over for os og til andre om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, skriver cand. mag. i etnografi og socialantropologi Natuk Lund Olsen i sit indlæg i bogen.

Sproget og tøjet bliver også tillagt stor betydning for opfattelsen af den grønlandske identitet. Men de har lige som mange andre ting i de grønlandske omgivelser været udsat for påvirkning udefra.

- Perler og stof samt broderitråd og fine blondeborter viser, at kvinden bag værket følger med i en europæisk inspireret samfundsudvikling, skriver kandidat i Kultur- og Samfundshistorie Aviâja Rosing Jakobsen i sit indlæg.

Og de faste pejlemærker bliver udfordret af den globaliserede verden, hvor et folkeslag, der engang blev beskrevet som vilde nu er er verdensborgere.

- I perioden frem til Selvstyret og i tiden efter har grønlænderne i stigende grad udviklet grønlandskhed som en lokal variant af den globaliserede mainstream-identitet, der præger verden efter it-revolutionen, skriver bogens redaktør Ole Høiris, der er uddannet mag. art. i etnografi og socialantropologi.

Han har redigeret bogen sammen med Ole Marquardt, der er lektori afdelingen for Kultur- og Samfundshistorie i Grønlands universitet Ilisimatusarfik.