Huspris: 2.000 kroner

Kommune Kujalleq har sat gamle ældreboliger til salg i Narsaq. Meget tyder på, at et af husene bliver solgt for 2.000 kroner.
Skrevet af Noah Mølgaard
30. november 2012 08:22

De gamle kommunale ældreboliger ligger dog ikke klar til indflytning ifølge Kommune Kujalleq.

Kommunen har valgt at sælge de gamle ældreboliger, da det ikke kan betale sig at renovere husene. De kommende ejere af husene får til ansvar at istandsætte husene inden der er gået to år, skriver Kommune Kujalleq i referatet for kommunalbestyrelsens seneste møde.

Fem huse blev sat til salg i sommer og sidste frist for at give bud var sat til 24. september. Et af de højeste bud var 2.000 kroner, mens de øvrige højeste bud på andre huse lå mellem 2.057 kroner og 150.000 kroner.

Direktionen i Kommune Kujalleq  indstiller at husene bliver solgt for de indgivne bud.