Hustage knirkede og bilruder smadrede under piteraq i Tasiilaq

Januar er endnu ikke slut, men Tasiilaq har allerede været ramt af piteraq fire gange.
27. januar 2020 06:20

- Jeg er altid utryg, når vores vinduer vender ud mod en piteraq. Jeg er bange for, at ruderne vil blæse ind i stuen en dag, for der er jo ingen beskyttelse udefra, siger Elise Uupi Kuitse, som bor i Tasiilaq.

Foto © : Elise Uupi Kuitse

Og ligesom resten af byen er hun hårdt plaget her i januar. På under en måned har der været fire piteraq. 

Piteraq

- Piteraq - der på grønlandsk betyder ’det, der overfalder én’ - er en kraftig vind fra Indlandsisen, som meget pludseligt tiltager.
 

- Den opstår oftest, når dybe lavtryk passerer forbi Grønlands østkyst på vej mod Danmarkstrædet.

 

- I løbet af få minutter kan en piteraq slå ned. Den kan have middelvinde på 40 meter pr. sekund og vindstød på 70 meter pr. sekund, altså over dobbelt orkanstyrke

Under en piteraq er der kraftige vindstød på over 32 meter i sekundet. De kraftigste vindstød kan komme op på omkring 70 meter i sekundet. 

- Vinden var så kraftig, at sneen blæste væk. Småsten har ramt min bil, og to ruder er sprængt itu. Det var ærgerligt, fortæller Elise Uupi Kuitse.

Foto © : Elise Uupi Kuitse

Hun oplever, at vindstyrken under en piteraq er blevet kraftigere, siden hun var barn. 

- Vindstyrken af en piteraq bliver mere og mere kraftige. Jeg tror, at nogen vil komme til skade en dag, siger hun. 

Foto © : Elise Uupi Kuitse

Elise Uupi Kuitse bor lidt udenfor et lejlighedsområde. Og hun mærker tydeligt på huset, når den voldsomme vind får fat.

- Når vinden bliver kraftigere, kan man tydeligt høre, at taget knirker. Faktisk har taget åbnet sig før under en piteraq, og to metalwirer er spændt hen over det og fast til jorden, siger hun.