Hundredvis står uden bolig

En ny rapport ser nærmere på, hvor mange hjemløse, der er i Grønland.
12. juni 2013 05:55

En ny rapport om hjemløshed i Grønland viser, at der siden 2010 er registreret cirka 600 personer uden fast bopæl. Samtidig var lige omkring 250 personer genhuset - altså sat ud fra deres hjem og midlertidig indkvarteret. Men det understreges, at det ikke er muligt entydigt at give noget tal for bolig- og hjemløse her i landet.
 
Den nye rapport, der udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet i samarbejde med Selvstyret, præsenteres på et pressemøde i dag med naalakkersuisoq for familie Martha Lund Olsen.
 
Hun peger i dag i en pressemedelelse på vigtigheden af at få et overblik over hjemløseområdet.
 
- Rapporten viser, hvor vigtigt det er, at der fra politisk hold sker en koordineret indsats på både social- og boligområdet. Hjemløshed skyldes nemlig ikke manglen på en bolig, men også sociale problemer - for eksempel i forbindelse med arbejdsløshed, skriver Martha Lund Olsen.

Hun mener, at den nye rapport kan hjælpe med ad politisk vej at tilbyde de hjemløse bedre muligheder for at vende tilbage til en god tilværelse.
 
Bag rapporten stå seniorforsker Knud Erik Hansen og forskningschef Hans Thor Andersen, begge fra Aalborg Universiteet.