Hun mister 150.000 på Nunaminerals-kollaps
Om lidt over en uge er der ekstraordinær generalforsamling i Nunaminerals, hvor 2/3 af alle aktionærer skal blive enige om en redningsplan for kriseselskabet.
Tvivler på lovlydighed
Det bliver sin sag for selvstyret, der er hovedaktionær, at skabe tiltro til Nunaminerals igen og frem for alt sørge for selskabet overlever. Utilfredsheden breder sig nemlig nu hos aktionærerne. Avisen Politiken har talt med en privatinvestor, som står til at miste 150.000 kroner, hvis der på generalforsamlingen bliver flertal for Nunaminerals eget forslag.
For mig er aktieinvestering lidt som poker eller lotto, så jeg er helt med på, at man kan miste penge. Men jeg forventer, at reglerne bliver holdt, og det synes jeg ikke er sket her, siger Mette Marie Andersen til Politiken.
Læs også Kielsen i hård kritik af NunaMinerals' ledelse
Der er i alt cirka 3.000 andre som hende, der har investeret i Nunaminerals, udover de største aktionærer som er selvstyret og Nykredit og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
- Det svarer til at nationalisere selskabet, og det vil være dødsstødet ikke kun for Nunaminerals som børsnoteret selskab, men for Grønland som et velanskrevet land for mineinvesteringer, siger Marino Pieterse, som udgiver nyhedsbrevet Goldletter International og som har arrangeret flere minekonferencer om Grønland, til Politiken.
D. 29. januar om eftermiddagen er der generalforsamling i Nunaminerals og en redningsplan vil kræve 2/3 flertal.